Coop-kæde vinder stort pristjek: - Jeg får helt gåsehud
Der har gennem længere tid været snak om, at det generelle prisniveau er stigende, og det bliver nu bekræftet hos avisen B.T., som har lavet et pristjek på en række dagligvarer.
Her har de købt 40 forskellige dagligvarer i 12 forskellige dagligvarekæder, og det står klart, at det er Coops discount-kæde Coop 365discount, som er landets billigste, i hvert fald målt på de 40 udvalgte varer.
For de 40 varer - der omfatter en række gængse dagligvarer som hakket oksekød, mælk, smør og spaghetti - skal kunderne i Coop 365discount slippe 503,3 kroner, mens den dyreste er Spar, hvor de skal af med 555, 37 kroner, hvilket dermed giver en prisforskel på 9,38 procent fra top til bund.
B.T. har kun købt varer til normalpriser, og tilbud er dermed ikke med i opgørelsen.
Andenpladsen går til Aldi, mens tredjepladsen tilfalder Lidl.
Direktør i Coop 365discount, Thomas Nielsen, er glad for, at kæden ligger øverst i målingen.
- Er det rigtigt? Ej, hvor fedt. Jeg får helt gåsehud. Hvor er det vildt. Vi har virkelig kæmpet i lang tid. Og det er klart: Det er ikke uden omkostninger at fokusere så meget på lave priser. Men jeg er sindssygt glad og sindssygt stolt på teamets vegne, siger Thomas Nielsen til B.T.
Placering | Kæde | Pris for 40 udvalgte dagligvarer |
1 | Coop 365discount | 503,30 kr. |
2 | Aldi | 506,08 kr. |
3 | Lidl | 506,54 kr. |
4 | Rema 1000 | 509,58 kr. |
5 | Netto | 509,80 kr. |
6 | Bilka | 511,75 kr. |
7 | Føtex | 511,80 kr. |
8 | Fakta | 513,72 kr. |
9 | SuperBrugsen | 518,84 kr. |
10 | Kvickly | 518,84 kr. |
11 | Meny | 548,64 kr. |
12 | Spar | 555,37 kr. |